Hvad koster?

Tak for din interesse.

Som en naturlig følge af din interesse er det næste spørgsmål naturligvis: “hvad koster det?”

Det korte svar ville være 500 kr.

Men vi vil gerne have at dem der har brug for det kan komme, også selv om det er svært at finde pengene. Så man betaler hvad man kan. Det vigtige er dit bidrag til fællesskabet, og at fællesskabet får mulighed for at bidrage til din healing og uddannelse.

Men da vores kultur og dagligdag er domineret af en økonomisk mellemregning, en bevidsthed, der gør alt op i penge, så er det svært at komme uden om at sætte en pris. Og det koster jo at lave et arrangement som dette.

Hvorfor donation?

Årsagen, til at vi gerne vil holde fast ved donationen, er bl.a. at der traditionelt ikke har været penge i de samfund, hvor disse gamle traditioner er udsprunget af. Det var hvad man ville kalde et stammesamfund. I disse samfund er det et fællesprojekt at forberede ceremonien. Alle bidrager med tid, arbejde, tæpper, brænde, mad, m.m. På den måde er vi alle lige. Alle har lige ret/mulighed for at deltage.

Vi bor ikke alle tæt sammen. “Stammen” er spredt over hele landet. Alle forberedelserne hviler på nogle få og udgifterne ligeså. Vi kan heller ikke bare lige hente træ i skoven og samle vores fælles tæpper og skind for at arrangere en Sweat. Så en form for omregning er en nødvendighed.

Hvad er Ceremoni?
Ceremonien er en symbolsk handling, en service for fællesskabet og betragtes som en gave til fællesskabet fra fællesskabet. Ceremonien er også en måde fællesskabet kan pleje fællesbevidstheden og heale sig selv på.
Som moderne mennesker kan vi nogle gange glemme, hvor vi kommer fra. At alt hvad vi er, er vi på grund af andre. Hvad jeg vælger at gøre med det jeg er, er til gengæld helt og aldeles mit ansvar!
Jo mere bevidste vi er, jo mere indflydelse har vi på, hvordan vi skaber det liv, vi lever. Derfor er det vigtigt at skabe et nærende fællesskab, der understøtter det der gavner vor fælles fremtid.

Traditionelt har man delt, det, der er. Alle har budt ind med det man kunne. Og kendskabet til den anden var også større, fordi samfundet var mindre. Alle bidrog på på deres egen måde med det de kunne. Man var fælles om det, der var til fællesskabets bedste.

Det er fra denne bevidsthed om, at vi alle er forbundet. At der er nok til os alle, at vi har valgt at udfordre vores fællesskabsfølelse lidt. Det er klart for mig, at vi lever i et andet samfund idag. Der er længere mellem os som mennesker. Fokus er flyttet over på konkurrence, økonomi, regler og love. Men vi er stadig mennesker først og fremmest.

Penge er blevet den fællesnævner, vi alle udveksler værdier med hinanden på. Men der er også en tendens til at, vi sammenligner og måler værdien af os selv og hinanden på det beløb vi kan bidrage med og den del er ikke nødvendigvis til gavn for fællesskabet og folkesundheden.

Det er ikke nemt at gøre op hvad det er værd for den enkelte. Derfor vil der være tale om et symbolsk beløb. Men det kan også være meget andet. Vi har gennem tiden set mange bud på smukke hjertefølte gaver. Alt fra øko kurve fyldt dejlige grøntsager, blomster, nødder og andet godt, knive, værktøj, massage, en weekend i sommerhus, tæpper, tøj, brænde, skind, mad, biografbilletter o.s.v.
Hvordan kan man værdisætte at tage sit liv tilbage? Hvordan sætter man kroner og ører på det usædvanlige fællesskab, der får os til at blomstre og yde det bedste?

Er du i tvivl så spørg?